Refleksioner over besvarelser af spørgeskema omkring "digital fotoramme". 24.01.2011.

Alle de ansatte i den børnehave hvor jeg er i praktik, har været flinke til at svarer på mine spørgsmål. Fedt :-)

Samlet set, syntes jeg, at de er kritiske brugere af rammen, på den måde, at de tænker over, hvad den kan bruges til, og hvordan den bliver brugt.

Det er nogle enkelte personer, der aktivt bruger rammen, og lægger billeder ind, men så er der andre opgaver, som de andre står for. De har opdelt nogle opgaver i hverdagen. Det betyder ikke, at dem der ikke lægger billeder ind, ikke syntes digitale fotos ikke er spændende.
Dem der bruger rammen, fandt selv ud af at bruge den, eller kendte til det i forvejen.

Forældrene er glade for denne ramme, og melder gerne tilbage, og snakker med deres børn om billederne. De kan også finde på at snakke med pædagogerne om billederne og spørge ind til dem, og pædagogerne, kan også finde på at sige til forældrene, at der er nye billeder på rammen. Så rammen virker, ud fra min undersøgelse, som et bindeled (fælles tredje) for pædagog/forældre relationen. Barn/pædagog relation og barn/forældre relation.

Børnene er ikke en aktiv del af processen omkring det at lægge billeder ind. De ser heller ikke på når det sker. De kunne måske tage et par børn med ind, og se når de tømmer kameraet, og lægger billederne ind? Ligevel som børnene kan se hvad der bliver lavet i køkkenet, og se når deres tegninger bliver lamineret? Eksempelvis. Selvom børnene ikke lærer at lægge billederne ind på pc, og så videre ind på rammen, kan det stadig være sjovt at se det blive gjort. Det kan vække deres tidlige digitale interesser. Fordi et barn er med på biblioteket, betyder det jo heller ikke, at det selv kan tage bussen næste gang og finde og låne bøgerne alene.

Børnene får lov til, at være en del af selve fotograferingen på den måde, at de bliver hørt, hvis de har forslag til et motiv der skal fanges. Kammeraet er de voksnes.

Rammen hænger i voksenhøjde af økonomiske grunde, og fordi, den er tænkt som en måde at dokumentere overfor forældrene. Børnene har en kiste de kan stå på, så de kan faktisk godt se billederne - men ikke helt tæt på, og ikke røre ved rammen.
Jeg syntes det er lidt en skam, at man bliver så øm overfor IT, når det i virkeligheden ikke er så dyrt igen. Hvad koster sådan en ramme overhovedet, og hvor tit ville den gå i stykker, hvis den hang i børnehøjde. Ville den være dyrere end alle de bøger og legetøj børnene ellers leger med. jeg mener, at børnene godt kan skelne imellem, hvad de må pille ved, og ikke pille ved. Eksempelvis står institutionens stereoanlæg så børnene sagtens kan pille ved det. Det er måske mere robust, men ikke gået i stykker, og bliver heller aldrig pillet ved.

Jeg tænker, at jeg må være mere et forbillede, end en der bare kaster med mudder. Så for eftertiden, vil jeg lade børnene få mit kamera i hånden når vi er ude, og tage billederne vi skal bruge til min blog!